Ingefærens historie – fra Sydøstasien til danske køkkener

Ingefær er en kulturplante fra Sydøstasien. Den er ført over store afstande i flere tusind år, var en dyr importvare i Romerriget og i middelalderens Europa og er i dag en almindelig vare i danske køkkener. Siden samler de vigtigste led i historien, fra dyrkningens begyndelse til handel, madkultur og produktion.

Overblik

Tidslinjen bygger på engelsk og dansk Wikipedia. Årstal fra oldtiden er omtrentlige.

Sydøstasien: en plante uden kendt vild form

Ingefær regnes for en kulturplante, og der kendes ingen vild form. Den stammer fra Sydøstasien, men plantens nøjagtige oprindelse er ukendt. Austronesiske folk var sandsynligvis de første, der tæmmede den.

Ifølge engelsk Wikipedia fulgte ingefær med austronesiske sejlere for omkring 5.000 år siden og nåede øerne i Stillehavet. For omkring 3.500 år siden kom den til Indien gennem kontakt med dravidisk-talende folk på Sri Lanka og i Sydindien. I det første årtusinde e.Kr. blev den også ført til Madagaskar og Comorerne.

Den tidligste skriftlige omtale findes i Analekterne, en kinesisk tekstsamling fra De stridende staters tid (475–221 f.Kr.). Omkring år 406 skrev en kinesisk munk, at ingefær blev dyrket i potter om bord på kinesiske skibe.

Fra Indien til Middelhavet

Omkring 1. århundrede e.Kr. bragte handelsfolk ingefær fra Indien til Mellemøsten og Middelhavet. I Romerriget var den en dyr importvare. Omkring år 150 er der noteret ingefærproduktion på Ceylon, det nuværende Sri Lanka.

Ordet har også rejst langt. Det engelske ginger kan ifølge Wikipedia spores gennem middelalderlatin og græsk tilbage til sanskrit og muligvis et dravidisk ord, der også ligger bag tamil og malayalam.

Middelalderen: dyrt krydderi

I middelalderen voksede importen til Europa, efterhånden som smagen skiftede. Ifølge engelsk Wikipedia kostede et pund ingefær i 1300-tallets England lige så meget som et får. Det viser, at ingefær var en dyr vare.

Et dansk eksempel er flagskibet Gribshunden, der tilhørte kong Hans af Danmark og Norge. Det sank i juni 1495 ved den svenske kyst i Blekingeskærgården, og blandt lasten var ingefær, nelliker, safran og peber. Skibet er beskrevet på Wikipedia.

I 1500-tallet blev ingefær plantet i Caribien med opbakning fra den spanske krone. På Hispaniola og Puerto Rico blev den en vigtig eksportafgrøde, indtil sukker overtog i 1600-tallet.

Ingefær i dansk madkultur

I Danmark hører ingefær især til de krydrede kager. Peberkager kan dateres til slutningen af 1400-tallet. De blev bagt af hvede- eller rugdej, sødet med honning eller sirup og krydret med ingefær, kanel, nelliker og kardemomme. Ordet „pebre“ betød dengang at krydre i almindelighed, og almindelig peber indgik sjældent.

Efterhånden fik kagerne forskellige navne:

• Pebernødder: Navnet kom formentlig ind i dansk i begyndelsen af 1700-tallet fra nedertysk Pfeffernüssen. Dengang blev de bagt uden hævemiddel, så de blev meget hårde. Dansk Wikipedia om pebernødder knytter dem til julen.
• Brunkager: Betegnelsen er yngre og stammer formentlig fra midten af 1800-tallet. Da blev jernkomfuret almindeligt, så varmen var lettere at styre. Brunkagebagning blev en fast juletradition.

Ud over kagerne bruges ingefær i dag på mange andre måder:

• som ginger ale, en sød læskedrik
• syltet i eddike, blandt andet som japansk sushi-ingefær
• kandiseret i sukker
• frisk, revet eller skåret, i madlavning og te

Om selve planten kan du læse på siden om ingefær. Frisk ingefær i køkkenet er samlet i frisk ingefær, og drikke med frisk ingefær findes på siden om ingefærshot og i grundopskriften.

Produktion i dag

Ifølge FAOSTAT, gengivet på engelsk Wikipedia, blev der i 2023 produceret 4.877.179 ton ingefær på verdensplan. Indien stod for omkring 45 %.

Tallene gælder for 2023 og kan ændre sig fra år til år.